Inov-8 TrailRoc150

Mine fortrukne vandresko til dato

Mine primære vandresko fra Inov-8  er nogle meget lette og farverige sko. Det er barefoot-sko, med 0mm drop i hælen og en meget tynd sål. De er lavet til trailløb og har derfor masser af grip under foden.

Anskaffelse

Jeg har altid været rigtig glad for vandresko og for at vandre i lette kortskaftede sko. Tilbage i 2014 blev jeg gjort opmærksom på dette blogindlæg om fordele og ulemper ved at bruge ultralette sko i stedet for vandrestøvler. Jeg havde skoene i forvejen da jeg brugte dem til netop trailløb, og tænkte jeg ville afprøve dem som vandresko i fjeldene. Jeg har også selv prøvet at gøre mig lidt tanker om valg af fodtøj i dette indlæg her på siden.

Mit første par kostede omkring 1.000 kr fra ny, imens mit andet par købte jeg brugt for 400 kr på et loppemarked. Desværre er de gået ud af produktion, så lige pt leder jeg efter en værdig afløser, inden mit sidste par dør helt.

Skoen på tur i Norges fjelde

Hvad synes jeg om det?

Skoene har jeg både brugt som løbesko på skovstien, trailsko uden for stierne og som vandresko i fjeldene. Jeg er på andet par i løbet af 2 år. Jeg vil lægge min vægt på hvordan skoene er som vandresko.

Alt det gode

Med 150 gram pr. sko er det er noget nær de letteste sko du kan få. At have så let en sko på foden, samtidig med du ikke føler den sidder løst eller skrøbeligt på foden, det er kanon fedt. Man kan tage sålen ud af skoen og bruge den uden sål, så vejer skoen lige de par gram mindre. På min tur til Jotunheimen i efteråret 2016 glemte jeg mine indersåler i bilen. Det kom jeg til at fortryde. Det minimale design gør at man kan føle alt igennem sålen.

De sidder enormt godt! Selvom de ikke sidder som en hånd i handske, og de er meget brede, næsten andefodsagtige, ude ved tæerne, så mærker man næsten ikke man har dem på.

Materialerne virker meget velvalgte og gennemtænkte. Nedenunder er der brugt tre slags gummi for at give de bedste grebmuligheder. Og det virker rigtig godt. Det er ikke hverken is-sko eller "mega-meget-mudder"-sko, men de kan stå godt fast på de fleste våde sten. Oven på skoen er der brugt noget rip-stop materiale. Normalt bliver der brugt en form for mesh-materiale til trail-løbesko, men disse har altså et mere fast materiale. Det tiltaler mig, da det betyder at de kan holde til lidt mere groft brug.

På kanten mellem fjeldsø og klippe

Mindre fede ting

Skoen er som sagt ikke i produktion mere. Det betyder at det er noget rigtig øv når man nu har fundet noget der fungerer. Jeg er på udkig efter en ny sko jeg kan bruge i stedet, men indtil da er der forhåbentlig lidt liv tilbage.

Det minimalistiske design og konstruktion gør mange gode ting for skoen, men det har også sin bagsiden. Det betyder at skoen rigtig hurtig bliver slidt. 1 mm tyndt ripstop bliver desværre hurtige ødelagt end 5mm læder. Gummiet under sålen er også relativt blødt, hvilket desværre også slides hurtigt ned.

Ikke vandtætte eller varme. Det er nogle vandresko som er tiltænkt at vandre med, derfor kan de ikke bruges som "frilufts"sko.

Opsummering

Skoene er nogle rigtig gode og lette vandresko. De har mange vigtige egenskaber som jeg synes lette vandresko bør have. De sidder meget let på foden, uden at skoen føles som om den kan falde af. Man har et godt "grip" fra sålen, som gør at den kan bruges i det meste terræn. Desværre laves skoen ikke mere, og jeg håber at finde en god erstatning for den.

+
Lette.
Sidder godt
Materialerne er velvalgt, både ovenpå og nedenunder

-
Ikke i produktion mere
Bliver hurtigt slidt

Samlet set

10 ud af 10 // Jeg bruger skoene på alle vandreture // Jeg bruger stadig skoene