Friluftsbutikker i Tokyo

En guide til outdoorshops i storbyen

Skrevet af Jens Jerichau Clausen, 2. april 2017

Tokyo er en stor metropol: Store neoskilte, kæmpe indkøbsbutikker og endeløse gader med butikker. Uden om storbyen, byder Japan dog på et rigt friluftsliv med store bjergkæder og masser af åbne vidder. Derfor finder man, midt i Tokyos hektiske stemning, fleretagers friluftsbutikker og store brand-stores. Jeg vil i denne guide fortæller lidt om de indtryk og oplevelser jeg fik i de forskellige butikkerne. Forhåbentlig kan det hjælpe dig næste gang du er i Tokyo og er på jagt efter nyt grej til friluftslivet.



Generelt finder du de samme mærker som i Europa: Arc'teryx, The North Face, Haglöfs, Osprey, Gregory, Mont Bell, Black Diamond, Millet, Mountain Hardware, Mystery Ranch, Salomon, Patagonia, Karimor og mange flere.

Min oplevelse er, at priserne nogenlunde er det samme som i Europa dog skal man kan købe tax-free i de fleste butikker (dog ikke Patagonia brand-store). Det betyder at man kan fratrække ca 8% af prisen - og det er jo ikke dumt. Dog skal man være opmærksom på at det er meget normalt at man i Japan skriver prisen uden tax med stort og tilføjer et lille "+tax" efter prisen.

Nedenfor har jeg lavet et kortudsnit over både friluftskæder, brand-stores og andre butikker. Derudover har jeg lavet en beskrivelse af de butikker jeg var i, så man kan undgå de kedelige og små butikker. Håber det vil hjælpe de næste friluftsentusiasters tur til Tokyo.

De blå punkter er brand stores, de røde er friluftsbutikker og de grønne er andre ting. Det hele er beskrevet nedenfor.

Friluftsbutikkerne

L-Breath

Stor frilufstskæde i Japan. Man finder den overalt i landet og de har et kæmpe udvalg. (Kæden hører sammen med en anden kæde: Victoria som sælger sportstøj. L-Breath har også nogle mere specialiserede butikker som f.eks golf og cykling.) Deres fokus hælder mere over imod camping, men i så stor en butik har de heldigvis også et stort udvalg af andre friluftsting. De har et par butikker i Tokyo, hvor de to store ligger i hhv. Jimbocho og Shinjuku. Begge butikker sælger de meste gængse mærker og har også et stort udvalg af det japanske mærke SnowPeak. De forskellige etager er alle opdelt i forskelligt tema feks: Dametøj, fodtøj, grej osv. Et besøg værd for oplevelsens skyld, eller hvis man mangler nogle basisting som gas, spisegrej, drikkedunke eller en mavetaske.

Art-Sports

Igen er der tale om en kæde af butikker, men af de to jeg var i (Shinjuku og Shibuya) var jeg særligt imponeret over den i Shinjuku. Den ligger på 8-sal i et indkøbscenter og selvom burikken kun er en enkelt etage, dækker den enormt areal og har et kæmpe udvalg,. Her finder du bla mærker som: Fjällräven, Mont Bell, Osprey, Gregory, Black Diamond, Mystery Ranch, Therm-a-rest m.m. De fører også de italienske mærke Montura som, i Italien er kæmpe stort, men som jeg ikke ser så tæt hjemme i Danmark. De har også et pænt udvalg af klatregrej hvis man er ude efter dette. Faktisk var butikken i Shibuya ikke særlig stor, gemt væk på en lille 4. sal og havde et meget begrænset udvalg.

Function Junction

Havde det ikke været et tilfældigt blogindlæg på nettet havde jeg nok aldrig fundet denne zebrastribede butik. En meget lille og hyggelig butik, men tøj og tasker fra gulv til loft. Det er mere en livsstilsbutik end en egentlig udstyrsbutik - selvom de dog også har et udvalg af grej. De har masser af outdoor-inspireret hverdagstøj med mærker som Poler, Crazy Creek, Frederik Packers. De har dog også mærker som Karimor, Arc'teryx og Mystery Ranch. Klart et besøg værd - omend bare for at mærke den hyggelige stemning og det søde personale.

Zebrafacaden gør butikken let genkendelig

Brand Stores

Arc'teryx - Ginza

I dette meget fashionable område Ginza finder man denne lille brandstore. De har ikke et særligt stort udvalg. Dog har de knaldgod koldbrygget kaffe inde i butikken og nogle skilte der fortæller om Arc'teryx's historie inkl en gammel Alpha SV jakke udstillet. Nørdet men en sjov detalje.

Arc'teryx - Shibuya

Den største af de to brand-stores og efter min mening et besøg værd. Dels fordi der ligger flere forskellige brandstores i rækkefølge på denne gade, men også fordi de har et stort udvalg - og som en sjældenhed kan man også se tøj og tasker fra deres Vailiance-kolletion. Er man Arc'teryx-fan kan man kigge på trenchcoates eller hverdagsjakker til flere tusinde kroner. Man kan se kollektionen på Arc'teryx' hjemmeside.

Arc'teryx og Haglöfs ligger side om side i Shibuya

Haglöfs - Shibuya

Denne butik er præget af livsstilstøjhet, og man finder ikke deres vildt tekniske beklædning her. På en af hylderne fandt jeg deres superfede Mojo dunjakke, halvt pakket sammen i en opbevaringspose. Det var desværre kun en pyntegenstand, for da jeg spurte personalet om jakken var den ikke til salg og de vidste faktisk ikke rigtig noget om den. Så denne butik havde mere hverdagstøj en decideret friluftstøj.

Gregory - Shibuya

Relativ stor butik med et meget stort udvalg. Det er ikke et mærke jeg har særlig stor kendskab til, derfor var det spændende at se hvor meget de rent faktisk har i deres katalog. Især deres tasker ser jeg mange steder og de virker ret solide. Det er populært i Japan og man ser virkelig mange af deres tasker i gadebilledet.

Millet - Shibuya

Dette franske mærke har en ret fed butik her i Tokyo. Den er gennemført, omend lidt lille i det. Det er igen et mærke jeg ikke kender sig godt, så meget spændende at besøge deres butik.

Mountain Hardwear - Shibuya

Et solidt mærke som jeg først de seneste år for alvor er begyndt at få øjnene op for. Og denne butik var derfor ret fed at gå på opdagelse i. Den var desværre ikke så stor, men de havde mange ting på væggene og masser af varer man kunne føle og prøve.

Mont Bell - Shibuya

Både i bjergene og udvalget i diverse andre friluftsbutikker fortæller mig at dette mærke er utrolig udbredt i Japan. Og denne 8-etagers brand-store i Shibuya fortæller da også samme historie. Udover deres eget mærker har de også knive fra Victorinox, drikkedunke fra Nalgene og diverse andre småting.

Forfatteren i den japanske metro

Den høje Mont Bell bygning i Shibuya

Patagonia Ginza

Denne ligger lidt afsiddes i Ginza men er efter min mening et besøg værd. De har et ret stort udvalg og en god blanding af både livsstilstøj og outdoortøj. Og en hel del af Patagonias - efter min mening - ret fede børne og babytøj.

Andre områder

Selvom det måske ikke direkte er relateret til det klassiske friluftsliv, så er området Jimbocho et besøg værd. Er man interesseret i ski, snowboard eller vinterfriluftsliv er dette område nemlig et sandt mekka. Og besøger man gaden omkring sæsonafslutningen (marts-april) er der mange rabatter at hente. I slut marts kunne jeg finde sidste års modeller af både ski og støvler gå med 80% rabat. Der er særligt én butik jeg vil fremhæve, og det er butikken ICI (se kortudsnit øverst) da denne har et større udvalg af telemarkudstyr end de andre butikker jeg besøgte. Men ellers er det bare med at gå i krig - der er mange forskellige slagtilbud i butikkerne.

En af de uendeligt mange snowboardbutikker i Jimbocho

Håber du har kunne bruge min guide til noget og det kan måske hjælpe dig næste gang du er i Tokyo og har brug for at kigge lidt grej. Del gerne dine egne erfaringer i kommentarfeltet, eller kommentér hvis jeg mangler en butik eller to.