Hurrungarne, vinter 2016

Egenfærd med Paul Petersen

5 dage i vinterfjeldet øst for Tyin-søen under uddannelsen til friluftsvejleder. Det var en tur hvor især det gode vejr gjorde oplevelsen helt fantastisk. Høj sol og klart vejr gjorde turen mindeværdig - foruden det helt igennem gode selskab. Noah, Line, Fiki og jeg selv udgjorde holdet. Rasmus var med i vores tanker, da han måtte blive hjemme pga en skade.

Skrevet af Jens Jerichau Clausen,  1. juli 2017

En kort stemningsvideo fra vores tur på fjeldet. Desværre lærte jeg på den ærgerlige måde, hvor hurtigt batterier taber spænding i minus mange grader.

Før turen

Denne tur havde vi set meget frem til - det er nok den mest krævende af alle de ture vi er på i løbet af uddannelsen til friluftsvejleder. Turplanlægningen bliver der brugt meget tid på i løbet at studietiden, og da det var første planlægning af en vintertur for de flestes vedkommende, var det også en lærerig tid. Denne tur var også den første tur hvor vi selvstændigt skulle arbejde med turplanlægning fra start til slut og først fik feedback når den turplanen var helt færdig.

Planlægning af det halve eventyr. Vi blev inspireret af Peter Bangs gamle bog 'Vinterliv i fjeldet'.

Vi var 5 mand i gruppen, hvor af Rasmus desværre havde en knæskade og derfor vidste han ikke ville kunne deltage på selve turen. Han var derfor kun med til at planlægge turen for at få erfaring med planlægning af tur. Alle fem gik i gang med at følge en skabelon for at planlægge turen og udfylde de punkter vi på forhånd havde snakket om ville være gode at have med i turplanen. Du kan læse vores turplan her eller se den nedenfor. Vi fik hurtigt sporet os ind på hinanden og lagt nogle overordnede mål-sætninger for vores tur - og vigtigst af alt: vi fik skrevet dem ned i to sætninger vi alle var enige om.

Når vi kommer hjem fra tur...

...føler vi alle at have haft et ansvar og ejerskab for turen. Vi skal føle vi har været afsted på VORES tur.

...har gruppen fremmet gruppemedlemmernes færdigheder i forhold til vinterfjeld samt åndelige færdigheder.

Gruppens målsætning, vinterfjeld 2016

Der snakkes målsætninger og planlægges rute.

 
 

Herefter begyndte vi at planlægge rute. Flere i gruppen havde snakket om at vi gerne ville prøve at stå tidligt op, efterlade teltene og tage på toptur. Til dette formål fandt vi Olaberget, en lille top på den nordlige red af OlefjordenVi havde nemlig en drøm om en smuk solopgang med udsigt til Jotunheimens flotte toppe, alt imens vi indtog en omgang morgenmad.

Tyin-søen ligger ved den blå pil

Den planlagte rute inklusiv afstikkere til mulige skavler til snehuler. Det første stykke op til den sydlige ende af Tyin-søen var planlagt med bil.

Vi lagde også en rute der ikke blev for lang og krævende således at vi havde mulighed for at korte ned. Dels fordi at vi alle ikke skulle blive for udmattede og dermed glemte at nyde turen, dels fordi Line havde et knæ der kunne finde på at drille. Derfor lagde vi også en kortere rute som kunne bruges såfremt vi ikke havde det fysiske overskud, og som kun gik rundt om Steinbusjøen - med daglige afstikkere fra lejrpladsen. 

Holdet fra venstre: Jens, Fiki, Line og Noah - alle udstyret med formidable solbriller

Foto: Johanne Rose Conrad

Under turen

Jeg vil i denne turbeskrivelse lade billederne tale ved blot at inddele den i dage og skrive lidt korte noter om hver enkelt dag.

Dag 1 - Dagen hvor det går D.A.U.D.A.

Vi skulle egentlig bare op og ind i fjeldet. Derfor havde vi fået en af de lokale indbyggere til at køre os op på fjeldet i hans minibus for derefter selv at gå dagens sidste knap 10 kilometer. Vi slog lejr i toppen af Dingledalen - en dal vi den efterfølgende dag skulle ned igennem.

4 mand høj med Tyin-søen i baggrunden. Første dag på egenfærd og allerede badet i sol

Hver dag gravede vi en sneprofil - her er Noah igang.

Foto: Line Skov

Frokostpause i sneen. Bagved ses et snescooterspor som vi kunne følge.

Foto: Line Skov

Badass meget røg fra cigaretten i den kolde luft.

Solnedgang ved teltet den første nat i toppen af Dingledalen

Dag 2 - Dagen hvor vi skal sove i en skov

En af de planer vi havde for turen, var at sove i en skov. Vi ville overnatter på den sydlige bred af Olefjorden for at være tæt på vores toptursmål, Oleberge, den efterfølgende dag. Først skulle vi dog ned igennem Dingledalen, og her var ingen gamle spor der kunne følges. Det gjorde at man skulle trampe sig igennem meget dyb sne og det stillede derudover store krav til vores færdigheder i at lægge spor. Halvvejs på dagens etape var vi dog ret udmattede og vi blev derfor enige om at skrotte morgendagens plan med tidlig start og toptur - vi var simpelthen blevet trætte. Og med udsigt til at skulle op igennem Yksnedalen med mindst lige så meget sne, blev vi enige om droppe det planlagte. I stedet sigtede vi mod et skovstykke nord for søen Yksnin så vi kunne få en nat i en skov.

Mislykket gruppebilelde i Dingledalen med udsigt over Olefjorden. De sorte klipper er Oleberge.

Efter solen tittede frem, fik vi set de meget flotte iskrystaller på træerne.

Foto: Line Skov

Noah og jeg en kold og solrig stund i skoven.

Vores nat i en skov - ren eventyrstemning. Her ses også hvordan vi bruger bl.a. vores ski som pløkke til teltet.

Dag 3 - Dagen hvor vi når toppen (...men ikke gjorde)

Som nævnt droppede vi vores toptur og overnattede begyndelsen af Yksnedalen. Men vores bange anelser om meget dyb sne og krævende forhold blev gjort til skamme på det skammeligeste. Der var stukket og kørt et spor (som ikke var markeret på vores kort) og solen bragede fra en skyfri himmel. Det var ren motorvej op igennem den storslåede dal. Aftenens lejr blev slået nede ved Steinbusjøen ikke langt fra overfladevand. Vi oplevede dog at en meget kold tåge rullede ind med natten og hvordan der på få minutter kom snekrystaller på alle vores ting. I særdeleshed et flot - men koldt - syn.

På vej over Steinbusjøen

Foto: Line Skov

Frokostpause i Yksnedalen

Ski som selfie-stang ude på Steinbusjøen

Lejrpladsen ved Steinbusjøen

Foto: Line Skov

En nat i tåge og mange minusgrader, betyder flotte iskrystaller på udstyret om morgenen

Foto: Line Skov

Dag 4 - Dagen hvor vi sover i en hule

Før afgang havde vi udpeget 4 steder hvor der måske lå nogle gode skavler at grave snehuler i. Med solskin og særdeles god sigtbarhed, fandt vi allerede om formiddagen et godt sted til en snehule. Vi vidste at sneen ville være hård som cement, så vi afsatte hele dagen til at grave, save og hugge. 10 timer senere havde vi dog også den lækreste og hyggeligeste snehule. Desværre var vi så trætte og ødelagte at vi ikke havde energi til at nyde mere end en kop kaffe og en snickers. Og mit GoPro tager meget dårlige billeder i mørke - desværre.

Hulen tager form og humøret er højt!

Indgangen til den færdige hule.

Godmorgen med udsigten over Steinbusjøen

Dag 5 - Dagen hvor vi afslutter vores eventyr

For femte dag i streg havde vi høj sol og blå himmel - og for os blev det en perfekt afslutning på en god og social tur. Vi kendte hjem-terrænet særdeles godt og derfor var vi allerede hjemme ved skihejsen til frokost.

Skiene peger hjem!

Turen i tal

65 km // 4 nætter // 10. - 14. marts  2016

Sværhedsgrad: 7 ud af 10

En af mine største drømme går i opfyldelse: At have is i skægget!

Jeg tester mit selfie-setup

Foto: Line Skov

Efter turen

Turen her bød på mange oplevelser, og jeg vil fremhæve især tre ting jeg vil huske turen for:

Vejret - Hold nu op hvor var det flot vejr, sjældent har jeg været så heldig med høj sol alle dage. Det gjorde at man på selv de koldeste dage kunne få varmen ved blot lidt bevægelse i solen. Det betød også at vi havde utrolig lang sigtbarhed og derfor kunne se fjerne fjelde.

Gruppen - Vi havde meget fokus på guppen og på hvordan vi alle kunne få en behagelig tur. Det lykkedes heldigvis til stor bravour. jeg mener det var Fiki der nævnte det under vores evaluering: "Fællesskabet fødes hvor jeg bliver til os" - og det tror jeg i den grad skete på vores tur.

Turski som friluftsliv - Før denne tur var jeg lidt lunken ved tanken om turski i den kolde sne. Jeg elsker ski, men jeg har mere været skibums-typen. På de foregående træningsture har jeg mildest talt kedet mig en smule og ikke helt fundet det spændende ved turene. Ved skal ikke kunne sige om det er de to ovenstående punkters skyld, men ihvertfald har jeg lyst til at komme afsted igen. Det bliver nok ikke til en årlig tur, men det er nok ikke sidste gang turskiene er blevet luftet!

Som det ses på de fleste billeder var smilet stort og selfiestangen lang!

Forfatteren poserer stolt!

Foto: Line Skov