Pyrenæerne, juli 2017

I det fransk-spanske grænseland

Siden efteråret har jeg haft planlagt denne tur til det spanske. Med udgangspunkt i Ordesa-dalen på den spanske side af pyrenæerne, skulle jeg vandre seks dages i området mellem Frankrig og Spanien. Det blev til 6 dage med anderledes vandring, masser af højdemeter og en lidt anderledes tur end jeg havde drømt om hjemmefra. Det blev heldigvis også til en masse flotte billeder og nogle gode stunder i de sydeuropæiske højder.

Skrevet af Jens Jerichau Clausen, 19.august 2017

Solen på vej ned over den franske dal Gavernie, hvor skyerne ligger som et hav i bunden af dalen

Før turen


En af mine turdrømme har altid været at komme til pyrenæerne og vandre - en drøm der bygger på et spinkelt minde. For mange år tilbage var min familie på ferie til Biarritz, en lille surferby i bunden af Biscayen ved den fransk/spanske-grænse. Vi kørte op i bjergene og til den spanske side og her fik jeg fortalt hvordan at vi var i nogle bjerge der hed pyrenæerne og som gik hele vejen til Middelhavet. Siden den gang har jeg gerne ville derned og vandre, og da min ven Niels fortalte om en vandretur han selv havde gået i Ordesa, var jeg solgt på dette område.

Turens formål var, udover at udleve en gammel turdrøm, at prøve "En vandretur hvor oplevelser under sydlige himmelstrøg er i fokus. Store bjergtagende landskaber med fokus på den nye og store oplevelse." Jeg skulle til at planlægge en tur for Opdag Verden i det sydlige Europa, så denne tur blev primært lavet ud fra tanken om at have gæster med. Udover at kravet om at sove i telt, var rammerne ret vide for turen. Den skulle selvfølgelig være interessant, en oplevelse for gæsterne og så skulle det være nemt at komme til området. Planen var at jeg ville gå turen først og så ville jeg herefter tage et hold gæster med på turen. Desværre var der intet salg i turen og den blev aflyst - men jeg tog alligevel afsted med min kæreste.

Ordesa ligger ca 350 km nordvest for Barcelona i Aragon-regionen

Ruten som vi gik med uret rundt - dog med den ændring at lejr 4 blev skippet og vi gik hele vejen til lejr 5 den dag.

Ruten starter i Spanien og Ordesa Nationalpark. Her fra går den i en cirkel hvor man både går i Spanien og Frankrig med nogle spektakulære punkter: Breche de Roland, Cirque de Gavernie, Ibon de Marboree og Monte Perdido. Jeg lavede altså ruten ud fra et startpunkt og nogle geografiske steder jeg havde fundet ud af kunne være interessante at se.

Ruten lavede jeg ud fra turbeskrivelser jeg læste mig frem til på diverse sidder som feks Albergues y refugios de Aragon og Walkopedia. Udfordringen ved planlægning af denne tur helt klart været sproget - mange sider er på spansk.Heldigvis har Google Translate - ligesom i gymnasietiden - været en god ven i nøden. En anden udfordring har også været hvordan reglerne, særligt ang teltslagning, i området har været: Ordesa ligger i den spanske nationalpark Parc Nacional Ordesa y Monte Perdido, hvorimod den franske del af ruten kun delvis er i en helt anden nationalpark: Parc national des Pyrénées. Det gav lidt hovedbrud i planlægningen og mange ting at skulle holde styr på. Heldigvis viste det sig ikke at være så kompliceret da først vi var afsted.

Udsigt over Ordesa-dalen

Skilt umiddelbart før ankomst til Refugio de Goriz

man er ikke i tvivl om at der er mange regler når man vader ind i nationalparken

Under turen


Vi tog bussen fra Barcelona Sants (bus/tog terminal i midten af Barcelona) midt på dagen. Med et enkelt skift i Barbastro ankom vi til Torla hen ad aftenen. Her slog vi teltet op på en campingplads, så vi var klar til at tage bussen ind i nationalparken tidligt næste morgen. Vi var nede ved buspladsen lidt i 9 og nåede lige akkurat ikke bussen, så vi måtte vente de 15 min på næste bus. Her blev der en massiv kø, så man bør nok komme før kl 9 for at undgå for meget kø. Billetten kostede 3 euro og kunne købes i et lille skur ved siden af.

Dag 1 - Vi var afsted fra parkeringspladsen i nationalparken ved en 10-tiden og endelig afsted på tur. Ruten starter nede i en skov på en bred skovsti - så bred at nationalparkvagterne på et tidspunkt kom kørende forbi i deres firehjulstrækker. De første mange kilometer følges man med en masse andre mennesker - fortrinsvis turister der er på dagstur og hvis mål er det store vandfald i enden af dalen: Cola de Caballo. Før denne turistattraktion kommer man til Soaso, en grøn og frodig græsslette som ligger helt fantastisk mellem dalens stejle klippesider. Herinde i bunden går der to stier videre til Refugio de Goriz - vores overnatningssted den første nat. Den ene sti er kort men stejl, men da vi var på dag ét af vores vandretur, besluttede vi at tage alternativet, der blot var 700 meter længere. De sidste par kilometer til selve refugiet bliver stien mere vild i det: en smal sti afbrudt af mindre dele med klipper. På denne del af ruten får vi også en lille forsmag for de næste dages vandring: 450 højdemeter på lidt under to kilometer. Oppe ved refugiet må man først smide teltet op efter solnedgang, men hen mod aftenen startede der hurtigt en lemmingeffekt, efter de første par vandrere smed deres telt op. Derfor blev aftenens sidste lys brugt til at læse, skrive og hygge i teltet.

På vej ud af skoven og ud på Soaso

Soaso og bunden af Ordesa. Man kan ane stien der går fra højre side af billedet op og til venstre.

Johanne på vej op

Smukt lys oppe ved Refugie de Goriz.

Solens stråles suges af mit solcellepanel

Hen ad aftenen tørres tøjet og Johanne får læst i sin bog

Dag 2 - Vi vågnede om natten ved en 4-tiden. Gårsdagens småregn var taget til i styrke og regnens trommen på teltdugen blev akkompagneret af høje tordenskrald. Det kraftige regnvejr varede hele morgenen - og selvom man skulle pakke sit telt ned før solnedgang, var der ingen der begav sig ud i det kraftige regnvejr. Hen ad formiddagen skiftedes regnen ud med kraftig hagl og meget kraftig blæst, inden det pludselig helt holdt op. Inde i refugiet var alle vandrere efterhånden samlet, og man sad egentlig blot og ventede på en opdateret vejrudsigt fra personalet. Heldigvis lovede vejrudsigten tørt efter kl 14, og selvom der lå en tyk tåge over området vovede vi os alligevel afsted efter frokosten. De første par kilometer blev det med navigation på GPS’en, men efterhånden lettede tågen og varmen sneg sig ind i området. Det betød at vi kunne begynde at nyde udsigten og ikke blot gå “for at overleve”. Turen var meget rå med skarpe klipper og masser af sten og især de sidste 500 meter op mod Breche de Roland var vanskelig da den både var stejl og havde mange løse sten. Heldigvis var belønningen god: Midt i mellem Spanien og Frankrig, i et 40 meter bredt indhak, har man et fantastisk vue ud over begge lande. Fra de over 2.800 højdemeter kunne vi se hele vejen til den næste dags lejrplads hele 11 kilometer væk. Fra dette punkt, som var turens højeste, havde vi et par hundrede meter ned til det midlertidigt lukkede refugie, Refugie de Serradets, hvor aftenens lejr var planlagt. Ligesom vi skulle til at slå teltet op, begyndte det dog at regne. Det var dog heldigt i den forstand, at jeg dermed kunne teste min “oversejl først”-metode til at slå mit nye telt op i regnvejr - under rigtige forhold. Aftenen blev således endnu engang brugt i teltet med aftensmad og hygge.

Morgenmaden nydes i ly af regnen

Haglene ligger fint og hvidt ude foran teltet.

Der er intet så sexet som vanddråber på et nyimprægneret oversejl

Taskerne pakkes inden turen går afsted mod Breche de Roland

Nye sko - Vivo Barefoot Trail FG

Der navigeres når tågen letter for en kort stund.

Foto: Johanne Rose Conrad

Når det er tåget bliver landskabet et andet - og bestemt ikke grimmere.

Foto: Johanne Rose Conrad

Yderst til højre er Brecha de Roland - 100 meter dyb og 40 meter bred

Udsigten fra passet er utroligt - hele den frodige franske del af pyrenæerne eksponeres i solskinnet!

Dag 3 - Næste morgen startede overskyet og gråt. Vi kunne dog se at der nede i Gavernie-dalen var sol, og med det som motivation begav vi os ud på dagens rute. Som ve begav os ned ad de næsten 1.000 højdemeter åbnede dalen, med det storslåede vandfald La Grande Cascade for enden, sig. Det var ikke blot vandfaldet vi havde godt overblik til, de hundredvis af turister var også tydelige at spotte. Ikke langt fra vandfaldet lå en parkeringsplads som gjorde adgangen til vandfaldet betydelig nemmere end den rute vi var gået. Der lå endda et hotel her i bunden af dalen. Efter et kort ophold (fordi mavespændet på min rygsæk knækkede), begyndte vi opstigningen på den anden side af dalen. Målet var Refugie d’Esperguettes hvor vi efter planen ville overnatte i telt. Turen derop var rigtig fin og meget frodig. Man gik gennem nåleskov på en stejl bjergside, med en masse klippefremspring. Skoven blev efterfølgende afløst af et grønt, bakket landskab med køer, heste og får. Vel fremme ved refugiet holdt vi en længere pause og besluttede samtidig at vi ville gå lidt længere og først slå teltet op umiddelbart før den næste stejle opstigning. Dette viste sig at være et godt valg  - for hvilken flot aften det blev. Skyerne lagde sig i dalen som et blødt og hvidt hav og solnedgangen gav det hele et flot orange skær. Da vi var gået lidt videre end planlagt var den næste dags etape allerede nede på 5 km. Vi besluttede derfor, med forbehold, at slå de to næste dages etaper sammen. Vi ville tage den endelige beslutning når vi stod ved Tuca Roya, næste dags planlagte mål.

Godmorgen i gråvejret - heldigvis skal vi ned mod solen.

Cascade de Gavernie og fantastiske bølger i klippevæggen.

Hôtel du Cirque ligger for enden af asfaltvejen, og er udgangspunktet for de besøgende til Cirque de Gavarnie

Frokost blot et par kilometer før refugiet

Eftermiddagshygge med kortspil og sodavand i Refugie des Esperguettes

Johanne på vej det sidste stykke til lejrpladsen

Gavernie-dalen fyldes med skyer og vi føler vores lille bakketop bliver en ø i havet

Solcellerne udnyttes i dagens sidste stråler

Mit nye telt gør det godt i solen

Johanne bruger aftenen på at reparerer noget net i sin nye rygsæk

Johanne nyder solnedgangen fra teltåbningen

Dag 4 - Da vi vidste det potentielt kunne blive en lang dag, var vi allerede ude på ruten lidt i otte. Vi var forberedt på en stejl stigning op til Tuca Roya og vi blev ikke skuffet. De første par hundrede meter var noget der mindede om scree-climbing, altså en masse små sten som man klatrede i, og de sidste 100 meter op til selve hytten var stejl klatring. En spændende oplevelse - især fordi vi blev nødt til at vente på en spansk skoleklasse var kommet ned. De uerfarne elever trådte mange løse sten som rullede ned ad bjergsiden, og som gjorde det farligt at klatre op lige under dem. Oppe ved hytten havde vi en fantastisk udsigt over et solbeskinnet plateau. For foden af blandt andet Monte Perdido (som desværre havde en sky omkring sig) ligger denne smukke Plana Marmorés med sin blå sø Ibón de Marmorés. Hytten markerer også grænseovergangen ind til Spanien, og denne ubemandede hytte har plads til næsten 15 overnattende. Den er hyggeligt indrettet med en køjeseng i tre lag og en lille opholdsstue/køkken. Desværre blev noget af den hyggelige bjergstemning ødelagt af den klamme stank - der er ikke noget das og det betyder folks efterladenskaber findes på begge sider af hytten. Vi var derfor også hurtigt videre, og kunne således holde frokostpause nede ved søen, i læ for den kolde vind. Herefter gik turen ned mod Valle de Pineta - 1.400 højdemeter ned til aftenens lejrplads ved Refugio de Pineta. Turen ned var hård: vi var trætte i benene og man skulle koncentrer sig hele tiden. Ud på eftermiddagen ankom regnen og med 2 timers hård regn var godt trætte da vi ankom til refugiet. Ved alle de andre refugier har det været muligt at smide telt op - men ikke ved dette. Vi havde nu valget om at gå 5 km ned til nærmeste campingplads (og tilbage igen næste dag) eller overnatte i refugiet. Et tredje alternativ var at overnatte ulovligt i skoven - men det er jeg nu ikke så meget for. Derfor blev vi og betalte de 15 euro pr. person og fik os et varmt bad og en blød seng for natten. Maden blev nydt i solens sidste stråler, i en af refugiets vindueskarme udenfor.

Morgensol på Picos de Astazu. Passet yderst til venstre var der hvor vi gik over.

På vej over det lille pas Hourqueta d'Alanz, på vej over til Vallée d'Estaubé

Den spanske skoleklasse

Det bagerste rum med sovepladser til 15 personer

Udsigt over Ibón de Marmorés fra den franske side af passet

Frokostpause efter Tuca Roya

Dagens frokost: Suppe og grovkiks

Frokostpause foran Ibón de Marmorés

Kort toiletpause mellem to regnbyger

Udsigt over Pineta-dalen

Aftensmad ved refugiet - de fleste steder har låne-Crocs!

Dag 5 - Dagen startede med en masse højdemeter, 1.184 af slagsen på de første 4 kilometer for at være helt præcis. På toppen lå Collata la Valle o d’Añisclo, passet ind til den næste dal. Det var en hård tur som dog var en tur med masser af sol. Men på trods af solens varme stråler, gjorde vinden det alligevel så køligt på toppen at jeg for første gang måtte tage mine handsker på. GR11-ruten som vi fulgte delte sig her i to: en høj rute som gik rundt om toppen Pico de Añisclo, og en rute som gik i bunden af dalen. Selvom den lave rute betød væsentligt flere højdemeter, gjorde den kolde blæst udslaget: vi ville hellere ned i dalen hvor vi kunne komme i læ og gå i t-shirt. Og denne frodige Añisclo-dal var bestemt de ekstra højdemeter op og ned, værd. En lille flod løb i midten af en frodig græsslette - afbrudt af mindre pools med klart, blåt vand. Og her var næsten ingen mennesker. De fleste thru-hikers på GR11 tager den høje rute, og de tætteste bilveje ligger så langt fra dalen at man ikke møder dagsturister. Det var en utrolig smuk dal som vi helt sikkert vil tilbage til - den har også den fordel at man gerne må slå telt op i det meste af dalen. Halvvejs nede i dalen drejede vi mod vest og ind i en lille dal som førte os op til Refugie de Goriz igen. Lige før man går over passet ind til refugiet er der en lille slette som ligger utrolig smukt. Dalen hedder Arrablo og er markeret som en mulig teltplads såfremt man skulle komme til området igen. Nede ved refugiet var der en hel del flere mennesker end sidst - vejret var blevet bedre hvilket betød at det tiltrak folk som skulle bestige Monte Perdido dagen efter.

På vej op fra Piñeta-dalen

En af de uendeligt mange, og smukke, blå pools

En kort pause ved en lille hyrdehytte.

Foto: Johanne Rose Conrad

Frokost og logbogsskrivning

Udsigt over Ordesa-dalen

Sidste lejr i højderne - badet i sol

Her gør sommerteltet sig godt i solen

Drikkedunke i alskens farver

Dag 6 - Sidste dag med vandring i de smukke bjerge. Vi havde ømme ben og med en god gang solskoldning var vi yderligere hæmmet. Derfor besluttede vi at tage bussen hjem, i stedet for at vandre hele vejen ned til Torla. Vi ville således gå ud af dalen og ende ved samme sted vi tog bussen. Det blev en smuk tur på en sti i højderne over Ordesa-dalens sydlige side. Vejret var sindsyg godt og vi mødte da også en hel del turister. Det var lidt trættende i længden, og vi havde faktisk ikke rigtig den der følelse af at være i "vildmarken" mere.

Morgenstund ved refugie de Goriz

Tidligt op og ud på dagens etape

I bunden af Valle de Ordesa står Pyrenæernes tredjehøjeste bjerg Monte Perdido på 3348 moh

På vej ud af dalen, denne gang på en sti i højderne.

På vej ned er der visse steder trapper

Fra stien på den sydlige side af Valle de Ordesa kunne man se de 6 kilometer over til Breche de Roland

Logbogen opdateres tilbage på campingpladsen

To personers affald for en uge på tur

 

Turen i tal

81 km // 5 nætter // 20. - 25. juli 2017

5.388 m op // 5.357 m ned

Sværhedsgrad: 8 ud af 10

 

Højdeprofil over turen.

Efter turen


Dette var min første tur under sydlige himmelstrøg, og det blev en særdeles lærerig en af slagsen. Ikke nok med de umiddelbare forskelle mellem en tur nordpå såsom vejr og geologiske forhold, var der især tre ting jeg vil fremhæve som læring fra denne tur:

Turister - Der var simpelthen så mange turister i området! Selvom vi selv var turister i området, skelner jeg her mellem dagsturister og vandreturister. Og dagsturister var helt sikker noget jeg ikke havde taget højde for i min planlægning. I de områder som lå tæt på bilveje, og derfor var let tilgængelige (Ordesa, Gavarnie, Plana Marmorés og Pineta) var ligefrem overrendt hvilket ødelagde følelsen af vildmark og isolation. Det var en faktor jeg ikke havde tænkt over og det er helt sikkert noget jeg vil huske at undersøge næste gang der skal planlægges en tur - og ikke kun hvis den går sydpå. Det er af samme årsag jeg undgår Beseggen i Norge.

Ruter - Der er mange rigtig fine markerede ruter i området. Vi gik blandt andet på GR11 og HRP. De er rigtig godt markeret og der findes mange gode rute- og etapebeskrivelser af de mest kendte ruter. Det gør planlægningen en helt del lettere. Det var rigtig let at finde informationer om områderne på de populære stier, og derfor blev rutevalgene nok også et hak for populært og overbefolket (se ovenstående punkt).

Højderne - Og de medfølgende udsigter viste sig at være et godt bekendtskab. Som nordisk vandringsmand er jeg vant til fjeldet, men pyrenæerne adskiller sig dog på mange punkter fra Norge og det fjeld jeg er vant til. For det første synes jeg pyrenæerne virkede mere råt og klipperne mere skarpe og stejle. For det andet er der flere steder hvor man går i kontraster, dvs at man i løbet af en dag kan gå meget op og ned i højderne. De områder jeg kender fra Norge er mere enten/eller og stigningerne foregår langsomt.

Nårh jo, og så var der alt det nye grej der skulle testes samt den konstante udvikling i mit set-up som skulle afprøves. Jeg havde blandt andet nye solceller, et nyt batteri, nyt objektiv til kamera, ny slider til kamera, ny jakke, nye sko og nye sokker. Derudover forsøgte jeg mig med mere video/fotogrej med på turen (ca 5 kg) og hvordan det ville fungere. Men anmeldelser og tanker omkring mit nye setup må blive i et andet indlæg.

En hel dag i 30 graders varme ved en smeltevandsflod - skønt!